Internationale Bildungsstätte Jugendhof Scheersberg: Zentrum für die kulturelle, soziale und politische Jugendbildung in Schleswig-Holstein

  • Politische Bildung
  • Weitere Angebote

En grænseregion i forandring

Tredje etage

 

Al begyndelse er svær

Den tyske kapitulation Den tyske besættelse af Danmark ender den 5. maj 1945. Ved krigens afslutning opholder ca. 240.000 tyske flygtninge fra de tyske østområder sig i Danmark – hvilket udgør en stor okønomisk belastning. Der bliver tale om udgifter på i alt ca. 428 mio. kroner. Først i slutningen af 1949 forlader de sidste krigsflygtninge Danmark.

Nydanskere 
Den danske statsminister Vilhelm Buhl (1881-1954) erklærer i 1945, at Danmarks grænse ligger fast, men ikke alle danske politikere er af samme mening. De forlanger en grænserevision, og mange er enige i dette krav – som også får opbakning af Sydslesvigsk Forening på den tyske side, hvor medlemstallet frem til maj 1948 vokser til 75.000 indskrevne medlemmer. 

Én af årsagerne til denne sympati for det dansksindede er, at 1,2 mio. mennesker frem til 1946 søger tilflugt i Slesvig-Holstén, hvilket gør, at befolkningstallet næsten fordobles. Ved siden af en på den ene side udbredt solidaritet er mange slesvig-holsténere på den anden side bekymrede for, at alt dette fremmede tager overhånd („Überfremdung”) – mange lokale føler sig truede i deres identitet.

„Speckdänen” 
Store kredse af befolkningen begynder i de hårde sultevintre i 1945/46 og 1946/47 at kalde de nye dansksindede for „flæskedanskere”. Denne nedladende term insinuérer, at en del af disse såk. „nydanskere” kun går ind for Danmark, fordi de derved håber på at modtage særlige fødevarerationer fra det nordlige naboland. Set med nutidens øjne, holder denne beskyldning ikke, idet der i realiteten fandtes diverse mangfoldige og forskellige grunde til, at folk blev dansksindede.

01) Skemaet „Flygtninge i Slesvig-Holstén” fra 1950, udgivet af Slesvig-Holsténs Statistik, viser, hvor mange flygtninge og såk. fordrevne (Vertriebene) der kommer til Slesvig-Holstén efter Anden Verdenskrig. Oversigten viser desuden tydeligt, at store dele af befokningen i de østlige områder tager flugten for at slippe væk fra krigen eller af frygt for en sovjetisk besættelse efter krigen. Dette øjebliksbillede indikerer klart, at over 1,1 mio. mennesker flygter til Slesvig-Holstén, de fleste i 1945 og 1946. Dermed vokser delstatens befolkning i forhold til 1939 med næsten 1,6 millioner og kommer op på 2,7 mio. menesker.

London calling


Enden på grænsedebatten 

Fra 1947 er det atter socialdemokraterne, som regerer Danmark, og i lighed med den britiske besættelsesmagt i Slesvig-Holstén sætter heller ikke de spørgsmålstegn ved den eksisterende dansk-tyske grænse. En konference i London i 1948 om Sydslesvigs fremtid har som resultat, at en grænseflytning ikke kan skabe permanent fred i grænselandet, og at det er mere vigtigt, at der etableres nogle garanterede rettigheder for de nationale mindretal på begge sider af grænsen.
Således presser den britiske regering på for at få forhandlinger i gang mellem Danmark og Slesvig-Holstén. Og de ydre omstændigheder er faktisk ikke så ugunstige. I lyset af en mere og mere tydeligt forestående kold krig (mellem øst og vest) erkender den danske side, at sikre grænser samt allierede partnere, der er til at stole på, er af afgørende vigtighed for landets nationale sikkerhed.

I 1949 grundlægges Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland). Også Slesvig-Holstén skal have en ny delstatsgrundlov, som imidlertid skal godkendes fra britisk side. På den måde har den slesvig-holsténske regering et yderligere godt incitament til at gå ind i forhandlinger med repræsentanter fra det danske mindretal.

01) „Say when” – Karikaturen af Arne Ungermann udkommer den 14. september 1946 i dagbladet „Politiken”. „John Bull”, som i århundreder har fungeret som personifikation af alt britisk, kommer med et forslag til „Mor Danmark” m. h. t., hvor han skal trække den dansk-tyske grænse – og rent faktisk ønsker et flértal i den dansksindede befolkning i Sydslesvig på det tidspunkt, at deres område skal forenes med Danmark. Og det igen gør, at det britiske diplomati i sin egenskab af besættelsmagt efter Anden Verdenskrig mener at måtte gå ind i sagen som forligsinstans.

 

Små nålestik

Repression i stedet for repræsentation I årene efter Kiel-erklæringen af 1949 går det ikke som ønsket med at få erklæringen gennemført i praksis. De danske sydslesvigere føler sig diskrimineret af den konservative delstatsregering. Fra 1951 til 1954 praktiserer ministerpræsident Friedrich Wilhelm Lübke (1887-1954) i den forbindelse en „nålestikpolitik”. Han kræver en loyalitætserklæring fra det danske mindretal og trumfer igennem, at spærregrænsen ved delstatsvalg sættes op fra 5 % til 7,5 %. Desuden etableres bl. a. Deutscher Grenzverein som en institution, der bevidst skal ubrede og værne om tysk kultur i den nordlige landsdel for at skabe afgrænsning i forhold til det danske. 

At være politisk repræsenteret i Landdagen i Kiel bliver til det danske mindretals centrale problem. I årene 1953/54 medfører 12.000 stemmer til de tyske nordslesvigere, at disse kan sende en repræsentant til Folketinget i København, medens der på tysk side afgives 42.000 stemmer til det danske mindretal, som imidlertid alligevel ikke kan få en plads i Landdagen (resp. i Forbundsdagen).

01) Billedet viser Friedrich Wilhelm Lübke (1887-1954), som holder festtale den 17. juni 1951 i forb. m. grundstensnedlæggelsen for det planlagte "Grenzakademie Sankelmark". Lübke fra de Kristelige Demokrater (CDU) er ministerpræsident i Slesvig-Holstén i perioden 1951-1953 samt formand for den Tyske Grænseforening. I forgrunden ses det særligt inviterede publikum og i baggrunden er der vejende Slesvig-Holstén-flag. Kun et udsnit af billedet er vist.

Grænsespørgsmålet bliver en sag på topplan

Bonn-København-erklæringerne
Først med den nye ministerpræsident Kai-Uwe von Hassel (1912-1997) og hans opbakning til Kiel-erklæringen kan der opnås en løsning i konflikten. Nye geopolitiske forhold, som f. eks. Vesttysklands forestående indmeldelse i NATO, medfører imidlertid også konkrete forhandlinger mellem København og Bonn, som også vedrører Sydslesvig. Resultatet er, at den danske stats- og udenrigsminister H. C. Hansen (1906-1960) og forbundskansler Konrad Adenauer (1876-1967) i 1955 underskriver Bonn-København-erklæringerne – som er erklæringer hver for sig, men stort set identiske med hinanden. Og de sikrer m. h. t. de respektive nationale mindretal nord og syd for grænsen, at disse får nogle basale rettigheder og privilegier. Også problemet omkring politisk repræsentation løses i forb. m. Bonn-København-erklæringerne, idet den Sydslesvigske Vælgerforening (SSW) fra 1955 af udtrykkeligt får en dispensation m. h. t. 5-%-spærregrænsen og således fremover er repræsenteret i det slesvig-holsténske delstatsparlament.


En model, som fortsat er aktuel

Nu om stunder der Danmark og Slesvig-Holstén tæt knyttet til hinanden – og mindretellene i grænseregionen agérer som brobyggere. Mindretallenes aktiviteter bidrager til en kulturel og sproglig mangfoldighed i det dansk-tyske grænseland. Man har egne børnehaver og skoler, yder kirkeligt og socialt arbejde, har egne presseorganer og tilbyder sportslige og kulturelle aktiviteter i diverse foreninger.

01) Statsminister H. C. Hansen (1906-1960, t. v.) og forbundskansler Konrad Adenauer (1876-1967, t. h.) i Bonn ved indgåelsen af Bonn-København-erklæringerne den 29. marts 1955. Fotograf: Sydslesvigsk Pressetjeneste. Kun et udsnit af billedet er vist.


Traktor i stedet for hest og plov

Modernisering
Traktoren er symbolet på den begyndende modernisering i slutningern af 1950erne. Den giver mulighed for at udføre landbrugsarbejde på en mere uafhængig måde og afløser således hesteforspandet. Men med en pris på 10.000 D-Mark i 1958 er den en stor investering for mange landmænd.
Forandringerne indenfor landbrugssektoren afspejles ikke kun på investeringerne, men indikeres også af, at dyrkningsarealerne bliver større og større. Konsekvensen heraf er en decideret „gårddødelighed” (Höfesterben), som tyskerne kalder det, d. v. s., at rigtig mange små bedrifter må give op, og de tiloversblevne store bedrifter til gengæld får flere og flere tønder land – en proces, som er vedvarende frem til i dag. Samtidig opstår midt i 1950erne de første intensive husdyrbrug i Slesvig-Holstén, d. v. s. et stordriftsprincip, som kommer til at blive mere og mere fremherskende. Ligeledes kan kvægavl efter målrettede principper give en større indtjening. Alt i alt kan man sige, at specialiseringen indenfor landbruget starter i den periode.

01) På billedet fra 1958 ses to børn i position på en traktor af typen “Deutz Fahr D180H” (24 HK). For mange landmænd i denne tid er traktoren et statussymbol og bliver et yndet motiv til familiens fotoalbum. En traktor giver mulighed for at udføre meget af det daglige arbejde på bedriften mere effektivt og tidsbesparende. Udover de mange muligheder med kraftudtag på krumtapakslen fungerer traktoren også mere og mere som erstatning for de traditionelle og idylliske procedurer med hesteforspand.


Det er ikke et vandrerhjem

Scheersberg: En international læreanstalt„Bjerget”, som Scheersberg kaldes af medarbejdere og besøgende, ligger 70 m over havets overflade, er dermed ét af Angelns højeste punkter og har altid været brugt som udflugtsmål af lokalbefolkningen. Med indvielsen af Bismarcktårnet (1903) samt oprettelsen af Wallroth-Huset (1927) kom Scheersberg til at tiltrække flere og flere mennesker. Fra 1921 til 1933 er der hvert år Nordmarkfest på Scheersberg – en begivenhed, som siden 1947 har heddet Scheersbergfest og som afholdes den dag i dag. Det er et årligt tilbagevendende idrætsstævne for unge mennesker, som imidlertid afbrydes mellem 1933 og 1945, hvor nazisterne i stedet for sportsbegivenheden får deres ungdomsorganisationer til at mødes her. En aftale med Kreis Flensburg-Land i 1948 sikrer, at anlæggene på Scheersberg stilles til rådighed for Verein für Erwachsenenbildung und Büchereiwesen (Foreningen for voksenuddannelse og biblioteksvæsen), som i dag hedder Deutscher Grenzverein. I 1960 får vandrerhjemmet betegnelsen „Jugendhof Scheersberg” (Jugend = ungdom) – og udvikles hen ad vejen til et centrum for kulturel, social og politisk ungdomsdannelse i Slesvig-Holstén. Siden 2002 har stedet haft sit nuværende navn: Internationale Bildungsstätte Jugendhof Scheersberg.


01) På billedet ses Scheersberg (sydfra) på afstand med en rapsmark i forgrunden.Man ser desuden tydeligt Bismarcktårnet, som også indgår i logoet for Internationale Bildungsstätte Jugendhof Scheersberg. Derudover ses (fra venstre mod højre) Gästehaus Angeln, Kreativcentret samt Ostsee-Forum incl. festsal.

Man er dansk, hvis man føler, man er det

Frihed til at tilslutte sig et nationalt mindretal
Forhandlingerne munder ud i „Kiel-erklæringen” af 26. september 1949, i hvilken den slesvig-holsténske delstatsregering udtrykker sit ønske om at sikre en fredelig sameksistens mellem flértal og mindretal – også det frisiske mindretal indgår i Kiel-erklæringen. Vigtige ønsker fra dansk side bliver opfyldt og er gældende frem til i dag. Den vigtigste 'paragraf' (artikel) er nok denne:

„Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri. Den må ikke bestrides eller efterprøves af myndighederne.“

Enhver tysker kan i givet fald frit bekende sig til, at han føler et dansk tilhørsforhold, og det gælder fremover, at „enhver er dansksindet, som ønsker at være dansksindet“. Dette skridt henimod et såk. bekendelsesmindretal er en milepæl på vejen til at opnå samfundsfred i grænselandet – som imidlertid fortsat skal vise sig at have nogle vanskelige forhindringer foran sig. Kiel-erklæringen lægger op til, at den danske side skal proklamere en tilsvarende garanti for det tyske mindretal i Sønderjylland/Nordslesvig – men denne nedfældes først i Bonn-København-erklæringerne i 1955.

01) Billedet viser det dansk-tyske grænseland samt et udvalg af de tosprogede stednavne, som ofte ses på byskilte. Ved vestkysten også med de frisiske betegnelser som f. eks. øen Sylt = Sild og frisisk: Söl. I Sønderjylland de tyske navne, f. eks. Haderslev = Hadersleben og i Sydslesvig de danske navne, f. eks. Flensburg = Flensborg. 

Grafik by Malte89 CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0), from Wikimedia Commons


Fra konfrontation til forsoning

Kurs mod konfrontation
Den ældste nordtyske grænseforening grundlægges i 1919 under navnet „Wohlfahrts- und Schulverein für Nordschleswig” i Sønderborg. Efter folkeafstemningen/genforeningen i 1920 skal Nordslesvig høre til Danmark. Foreningen samler kræfterne til at støtte det tyske mindretal ved at opretholde og bevare tyske uddannelsesformer og tysk kulturarbejde. Anden Verdenskrig sætter en stopper for dette arbejde. Kort efter krigen etablerer landsråd (sv. ca. til regionsformand) i Kreis Flensburg-Land (og senere Slesvig-Holsténs ministerpræsident) Friedrich Wilhelm Lübke (1887-1954) i 1946 „Verein für Erwachsenenbildung und Bücherreiwesen“ som efterfølger for „Wohlfahrts- und Schulverein für Nordschleswig“. Nyetableringen og foreningens indholdsmæssige retning under Lübkes ledelse sigter klart imod at skabe modvægt i forhold til den voksende danske indfyldelse i Sydslesvig. I 1949 omdøbes foreningen til „Deutscher Grenzverein für Kulturarbeit im Landesteil Schleswig“.


Grænseforeningen som brobygger

Deutscher Grenzverein e. V. forsøger i sit nuværende lærings- og uddannelsesarbejde at skabe mere forståelse og tillid hos mennesker i den dansk-tyske grænseregion. Man gør en indsats for mere kulturel, erhvervsmæssig og politisk udveksling i Nord- og Mellemeuropa og støtter unge og voksne i at tage et ansvar indenfor deres eget sociale, kulturelle og politiske miljø. M. h. p. at opnå disse mål driver Deutscher Grenzverein ungdomslæreanstalten (Jugendbildungsstätte) Scheersberg, Nordsø-Akademiet i Leck samt Sankelmark-Akademiet.

01) Luftfotoet viser Deutscher Grenzvereins nuværende kontor med det tilgrænsende Sankelmark-Akademi; i baggrunden ses Sankelmarksøen. Sankelmark- Akademiet er ét af tre læringssteder samlet under Deutscher Grenzverein med Nordsø-Akademiet i Leck samt Bildungsstätte (læreanstalten) Scheersberg. På Sankelmark-Akademiet har man især fokus på voksenuddannelsesområdet.


Forandring med magt

Fart på forandring
Det er værd at se ud over det vidde Angeln-landskab – hvilket udsigtsplatformen giver gode muligheder for. Landbruget præges mere og mere af biogas og dyrkning af majs, vindkraft og solenergi samt store stalde til husdyrbrug. Det typiske landbrugsland Slesvig-Holstén vedbliver også efter 1945 med at have sin landbrugsstruktur – godt nok således, at der i årenes løb sker en drastisk forskydning af forholdene, men at ikke desto mindre næsten tre fjerdedele af Slesvig-Holsténs areal den dag i dag stadigvæk er landbrugsjord.

Antallet af mindre og mellemstore bondegårde

Antal jobs indenfor landbruget i %

En sag for familien
I 1950erne og -60erne er landbrug stadig et typisk familieanliggende; dertil kommer landarbejdere, som i det daglige hjælper til på bedrifterne. En udpræget forskel i forhold til andre tyske delstater er, at de fleste bønder i Slesvig-Holstén er landmænd på fuld tid, d. v. s. udelukkende lever af dette erhverv.

01) Diagram 1 viser det samlede antal små og mellemstore landbrugsbedrifter i Slesvig-Holstén, sammenlignet mellem 1945 og 2001. Det ses tydeligt, at gårdstrukturen i denne form er for nedadgående – og at det er de store og helt store bedrifter, som i dag er toneangivende indenfor landbruget i Angeln. Også måden at drive landbrug på har ændret sig: Intensivt husdyrbrug (stordrift), majsdyrkning og biogas samt vindkraft og solenergi er mere og mere fremherskende også i Angelns landskabsbillede.

02) Diagram 2 viser den procentvise andel af arbejdspladser indenfor landbrugssektoren mellem 1950 og 1990. Der ses her en lignende udvikling som for antallet af små og mellemstore landbrugsbedrifter – nemlig at tallet er hurtigt aftagende. Landbrugets betydning m. h. p. at finde arbejde bliver mindre og mindre i kraft af den hurtigt fremskridende modernisering indenfor dette erhverv. Dertil kommer, at folk i stigende grad søger væk fra landområderne og flytter til byerne. Dette gør efterhånden, at stadig større landbrugsarealer passes af et stadig mindre antal mennesker.