Internationale Bildungsstätte Jugendhof Scheersberg: Zentrum für die kulturelle, soziale und politische Jugendbildung in Schleswig-Holstein

  • Politische Bildung
  • Weitere Angebote

Oprør i grænseregionen

Første etage

Bronzerelief

Dette bronzerelief var i 1963 et bestillingsarbejde fra den daværende landsråd (sv. ca. til regionsformand) Gerd Lausen og blev lavet af Siegberg Amler, som var billedhugger og grafiker i Glücksburg (Lyksborg). Prisen var 2.700 D-Mark.

 Den oprindeligt bestilte inskription er et Bismarck-citat fra 1851:

 „Vi er ikke kommet til verden for at søge efter lykke og nydelse, men for at gøre vor pligt og skyldighed.“

 Bismarck-citat fra 1851

 

Scheersberg i The New York Times
I juli 1968 fjerner studerende fra Kiel og Flensborg tavlen fra Bismarcktårnet, mens de er på kursus på Scheersberg – og begrunder det med, at citatet er nationalistisk. Nogle hævder endog, at relieffet bør forsvinde på bunden af Østersøen. De studerende starter en diskussion om, hvorvidt det i den endnu unge Tyske Forbundsrepublik er på sin plads at vedblive med at opretholde Bismarcks national-konservative traditioner – et spørgsmål, som åbenbart ikke kun optager den forholdsvis lille kreds af studerende. Også omkringboende borgere, lokalpolitikere og embedsfolk fra undervisningsministeriet i Kiel indfinder sig på Scheersberg for at være med i debatten. Bronzerelieffet er i flere dage genstand og centrum for de pågående drøftelser.

For at afdæmpe Bismarkcs citat overvejes det at tilføje ordene “kun” og “også”.

 „Vi er ikke kun kommet til verden for at søge efter lykke og nydelse, men også for at gøre vor pligt og skyldighed.“

Bismarcks citat i en mere moderat version.

Man enes om at vedtage forslaget, som imidlertid aldrig gennemføres i praksis. Desuden bliver den daværende daglige leder Horst Röper bedt om at få udarbejdet informationsmateriale om bronzerelieffet som oplysning til stedets besøgende. På den måde når man frem en mindelig løsning, og der er ikke længere tale om at fjerne relieffet fra tårnet. Selve det afholdte kursus om politisk dannelse får imidlertid megen bevågened i medierne – ikke kun regionalt og nationalt, men tillige sågar i The New York Times, som beretter om, hvad der er foregået i Angeln i Slesvig-Holstén.

 

Drømmen om frihed

Oprør i Slesvig-Holstén
Datoen er den 24. marts 1848. I Kiel proklameres det, at man nu har en såk. „provisorisk regering”. Medlemmerne, som er liberaldemokratiske og konservative slesvig-holsténere, forlanger af deres øverste herre, den danske konge Frederik VII., at han skal dele Hertugdømmet Slesvig langs med en national skillelinje samt erklære, at det restérende „Slesvigholstén” skal høre til det Tyske Forbund (Deutscher Bund). Dette er intet mindre end et oprør, idet den danske konge i århundreder har været den øverste hersker i Slesvig-Holstén.

Konflikten indgår i en række af europæiske revolutioner i året 1848. Drømme om frihed og vedtagelse af grundlove er sammenfaldende med ønsker om at etablere helhedsnationer.

Revolutionære i alle lande tænker liberalt og nationalt og ligner på den måde hinanden ganske meget.

Men: En forénet dansk nationalstat ville komme til at skille Slesvig og Holstén ad, Danmark ville række ned til Ejderen – og dermed også indlemme tysksindede slesvigere.

Omvendt, ville et tysk „Slesvigholstén”, som næsten rakte helt op til Kolding, på samme måde indlemme dansksindede slesvigere.

 

Fiaskoen
„Opstandelsen” munder ud i en krig, som varer i flere år. Sagen ender i 1852 med, at alting er som før. Det er der mange årsager til: Uenighed, fejlbedømmelser, militær inkompetence, manglende vilje til at inddrage „almindelige borgere”, men frem for alt også indblanding fra de europæiske stormagter, som ikke ønsker forandringer. Også det magtfulde Preussen forfølger efter nedslåelsen af den hjemlige revolution nu atter udelukkende egne magtinteresser og og stræber efter genopretning.

 

„Enhver Slesvig-Holstén-borger har ret til frit at give udtryk for sin mening i tale og skrift. Censuren er og vedbliver med at være afskaffet. Pressens frihed må ikke indskrænkes, hverken gennem indrømmelser, der opfattes som nødvendige, eller gennem sikkerhedsovervejelser.“

Artikel 23 i statsgrundloven for Hertugdømmerne Slesvig-Holstén af 15. september 1848

 


Europas frieste grundlov

En fiasko, javist, men alligevel: I 1848 er en „Delstatsforsamling” i Kiel i færd med at udarbejde en grundlov for Slesvig-Holstén. Dette organ, som udelukkende består af mænd, er fremkommet ved et rimelig demokratisk, almént og direkte valg – og det vedtager nogle vigtige reformer: Frihed til at samles og danne forening, presse- og ytringsfrihed, hjemmeværn og værnepligt, afkald på forskellige skatter og privilegier. „Delstatsgundloven”, vedtaget den 15. september 1848, vil senere blive kaldt den „mest demokratiske grundlov, man indtil da havde set i Europa”. – Dermed demonstrerer Slesvig-Holstén sine idéaler om frihed, som i høj grad og langt hen ad vejen er fremtidsorienterede. 

01) Det senere fremstillede maleri af kunstmaler Hans Olde (den Ældre) (1855-1917) viser proklamationen af den provisoriske regering foran rådhuset i Kiel. I midten af billedet ses de politiske topfolk. Ved siden af, til venstre, ses Theodor Olshausen, Prins Friedrich von Augustenburg, Wilhelm Beseler og Greve Reventlou-Preetz. Til højre ses medlemmer af studenter- og idrætsforeninger fra Kiel. Over dem vejer det tyske revolutionsflag – som på det tidspunkt endnu er så „nyt”, at maleren er kommet til at fremstille det med striberne i forkert rækkefølge. Men det udtrykker de studerendes klare budskab: De ønsker et tysk Slesvig-Holstén. Ovre til venstre ses jævne håndværkere og arbejdsfolk, som svinger det slesvig-holsténske flag. Oven over indgangsportalen står „up ewig ungedeelt“ (uadskilt for evigt). Billedet er delvis skåret til: Til højre og venstre i kanten er våbenmotiverne for Slesvig og Holstén ikke synlige.

Preussiske kanoner og danske skanser

 

Den Anden Slesvigske Krig
Afslutningen på den slesvig-holsténske opstandelse („Schleswig-Holsteinische Erhebung”) i 1851 markerer også afslutningen på den Første Slesvigske Krig, som er på sit højeste i forb. m. slaget ved Idsted i 1850. I Danmark går krigshandlingerne under betegnelsen „Treårskrigen” i historiebøgerne. London-konferencen af 1852, som satte en stopper for konflikten, sikrer den danske konge den såk. personaleunion (regentskab over flere områder ved én og samme person) i hertugdømmerne Slesvig, Holstén og Lauenborg. Få år senere bliver London-traktaten centrum for en genopstået konflikt mellem hhv. Danmark og Østrig og Preussen – den anden Slesvigske Krig.

 

Uenighed om Novemberforfatningen
I efteråret 1863 vedtager Danmark efter pres fra den danske nationalbevægelse en fælles forfatning for det Danske Kongerige og Hertugdømmet Slesvig. Denne Novemberforfatning er i strid med London-traktaten – og medfører en såk. forbundseksekvering („Bundesexekution”) i form af, at tropper fra det Tyske Forbund (Deutscher Bund), efter at et ultimatum er udløbet uden resultat, besætter hertugdømmerne Holstén og Lauenborg og dermed presser de danske tropper tilbage til Slesvig. Otto von Bismarck (1815-1898), på det tidspunkt preussisk ministerpræsident (sv. t. statsminister), insisterer desuden på, at Hertugdømmet Slesvig ligeledes skal besættes – dette m. h. p. at gennemtvinge, at Novemberforfatningen ophæves igen.

 

Angrebet på Dybbøl
Danmark satser fortsat på konfrontation og placerer sine tropper bag Dannevirke og langs med Slien. I lyset af de østrigske og preussiske troppers overlegenhed både m. h. t. mandtal og våben trækker danskerne sig imidlertid tilbage til skanserne ved Dybbøl i nærheden af Sønderborg. Under dette tilbagetog opstår der kamphandlinger ved Missunde og Oeversee/Sankelmark. Efter flere ugers belejring igangsætter de preussiske tropper den 18. april 1864 stormen på Dybbøl, hvilket markerer det endelige danske nederlag. Der kan imidlertid ikke umiddelbart efterfølgende opnås nogen ordning, og først efter, at hele øen Als er blevet indtaget, er der mulighed for at afslutte Wien-fredstraktaten den 30. oktober 1864.

Slesvig og Holstén bliver preussiske
I Wien-traktaten står der, at Danmark skal afstå hertugdømmerne Slesvig, Holstén og Lauenborg til Preussen og Østrig. Men selv herefter kommer Slesvig og Holstén ikke til ro, idet der mellem de to sejrende magter opstår en konflikt om hertugdømmernes fremtid, som i 1866 atter medfører en krig og som Preussen vinder over Østrig. Preussen annekterer i 1867 hertugdømmerne, der herefter betegnes som preussisk provins Slesvig-Holstén.

01) Billedet fra dengang af Flensborg-fotografen Friedrich Brandt viser et udsnit af slagmarken ved Dybbøl. Preussiske soldater stormer den 18. april 1864 skanserne efter næsten fem ugers belejring, hvorefter Danmark er besejret. I forgrunden ses ødelagte kanoner og hestekøretøjer, i baggrunden, oppe på bakken, har sejrrige preussiske soldater taget opstilling for at komme med på billedet.


Vær urokkelig, mit fædreland

 

Anspændt situation omkring 1840
Musik kan give et indhold en dybere kraft – og på den måde give et indhold vægt, være politisk eller provokerende. Og det er ingenlunde kun et fænomen i nutiden. Den opildnede og meget nationale stemning bliver op gennem 1840rne mere og mere udpræget i „Schleswig-Holstein“ – også i form af sang. Hertugdømmet Slesvig hører til det Danske Kongerige, Hertugdømmet Holstén imidlertid til det Tyske Forbund (Deutscher Bund) – dog således, at det fortsat er den danske konge, som formelt er herskeren ("landsherren") også over dette område. Men de nyopståede nationale tanker optager mennesker mere og mere – og dét i hele Europa. Danmark kræver en helhedsstat helt ned til Ejderen, mens den holsténske stænderforsamling sigter på at få indlemmet Holstén i det Tyske Forbund.

 

Sangforeninger
I 1839 etableres det første sangerfællesskab i Slesvig. Sidenhen kommer der flere til, og allerede få år senere findes over tres registrerede sangforeninger. De fleste finder sammen i byer, men i Angeln synges der også i små landsbyer. Det kan nævnes, at sangforeningerne er af ren mandekaraktér – og at foreningens funktion er andet og mere end blot at mødes for at synge. Hensigten er snarere at etablere et fællesskab, en samhørighedsfølelse samt holde tanken om det nationale i hævd. Foreningerne bliver til steder, hvor man drøfter politik. Senere udvikler sammenkomsterne sig til deciderede fester eller optog, hvor der også er lejlighed til at holde politiske taler.


„Slesvig-Holstén, omfavnet af hav,
du høje værn om tysk tradition og skik!
Beskyt trofast, hvad svært er blevet tilkæmpet, 
indtil en dejligere morgen måtte gry! 
Slesvig-Holstén, stammebeslægtet,
vær urokkelig, mit fædreland!           
Slesvig-Holstén, stammebeslægtet,    
vær urokkelig, mit fædreland!“

1. vers i Slesvig-Holstén-sangen

 

Sangerfest i Slesvig
I forb. m. den store sangerfest i byen Slesvig i juli 1844 skulle den både dengang og stadigvæk nu om stunder velkendte sang „Schleswig-Holstein, meerumschlungen“ vise sig at være en politisk manifestation. 12.000 mennesker stimlede sammen i, hvad der dengang blot var en lille by med ikke engang 11.000 indbyggere. Når så mange mennesker er samlet, vil det altid kun være et fåtal, som kan høre de over 500 tilrejste medlemmer fra 32 forskellige sangkor. Men sangen „Schleswig-Holstein, meerumschlungen“, den kender alle tilstedeværende. Den udtrykker med al ønskelig tydelighed et „faderlandsk“ Slesvig-Holsténs nationale sindelag i kraft af medlemsskabet i Tysk Forbund – og sangen udvikler en decideret eksplosiv politisk kraft.

01) Samtidstegningen viser statsadvokaten Matthäus Friedrich Chemnitz (1815-1870) fra Slesvig. Han er forfatter og komponist til sangen „Schleswig-Holstein, meerumschlungen” sammen med Carl Gottlieb Bellmann (1772-1861), som er kantor i Slesvigs Johannes-Kloster. Den oprindelige titel var „Wanke nicht [Vær urokkelig], mein Vaterland”, som ved sangerfesten i Slesvig i 1844 blev en vældig succes for de tysksindede lige midt i centrum af det danske hertugdømme.

02) Til ære for Matthäus Friedrich Chemnitz og Carl Gottlieb Bellmann opsættes i 1894 et mindesmærke af arkitekten Paul Peterich på Hesterberg-festpladsen (Festwiese) – som i dag hedder Schützenkoppel – i Slesvig. Her ses en samtidstegning af Julius Fürst. På soklens forside ses de to herrer Chemnitz og Bellmann, neden under de to første linjer af Slesvig-Holstén-sangen „Schleswig-Holstein, meerumschlungen, deutscher Sitte hohe Wacht”. Dér, hvor statuen opsættes, foregår sangerfesten i Slesvig i 1844.


Tovtrækkeri om regionen
National konflikt fortsætterI 1867 indlemmer Preussen det samlede Hertugdømme Slesvig og skaber provinsen Slesvig-Holstén. Den nationale konflikt i grænseregionen vedbliver med at eksistere. Sydslesvig er overvejende tysk, men for det meste ikke preussisk orienteret. I Nordslesvig stabiliseres den dansksindede befolkning, som nu må leve i en tysk stat. Dansk nationalbevidsthed og at holde afstand i forhold til „de tysksindede“ spiller en vigtige rolle i folks tankegang.

Ønske om selvbestemmelseDa Første Verdenskrig er ved at være forbi og det blivere mere og mere klart, at det Tyske Rige vil lide et nederlag, kommer grænsespørgsmålet på dagsordenen i Danmark og hos det danske mindretal. Den folkevalgte politiker H. P. Hanssen (1862-1936) påpeger i en tale i den tyske Rigsdag, at Nordslesvig iflg. § 5 i Prag-fredstraktaten af 1866 er berettiget til at få en folkeafstemning om tilhørsforholdet til enten Danmark eller Preussen. Det lykkes for danskerne at få grænsespørgsmålet sat på dagsordenen på fredskonferencen i Paris.

Mobilisering på begge siderEfter megen debat i Slesvig, Danmark og også mellem sejrsmagterne fra Første Verdenskrig fastlægger man to afstemningszoner – og afstemningen skal foregå på forskellige tidspunkter: Nordslesvig stemmer den 10. februar 1920, Sydslesvig godt og vel en måned senere, den 14. marts. Forud for afstemningen agiterer de to nationale partier i landsdelene hhv. for deres sag. Det kommer til udtryk gennem flag, taler, demonstrationer og manifestationer i hele grænseregionen.
Resultatet af folkeafstemningenI Nordslesvig stemmer næsten 74 % dansk og 24 % tysk, i Sydslesvig næsten 80 % tysk. I Flensborg by stemmer 75 % tysk. Den tyske regering viser sig derpå fra sin storsindede side og og giver Flensborg en rundhåndet gave i form af Deutsches Haus som tak for byens trofasthed. En international kommission udarbejder et grænsedragningsforslag i henhold til afstemningsresultaterne, og den 15. juni 1920 meddeles det fastlagte grænseforløb overfor regeringerne i Danmark og Tyskland. Grænsen kommer til at gå tværs gennem den historisk udviklede region Slesvig – og er gældende den dag i dag; ligesom der også til stadighed hhv. eksisterer nationale mindretal.

01) Dette udsnit af en valgplakat fra den anden afstemningszone omkring 1920 viser tydeligt en holdning i dansk favør. På den danske side (til højre) ses dynamiske og fremtidsorienterede unge mænd, medens der på den modsate tyske side (til venstre) snarere er en træg atmosfære – med en præst, en mand i et sæt tøj samt yderligere mænd. Kun et udsnit af billedet. Ikke med på billedet er en stor pil, som peger over mod den danske side, samt det plattyske kampråb „Jungs holt fast”.

02/03) De to plakater fra 1920 viser både på dansk og tysk side hhv. et meget følelsesladet afstemningsargument, idet der på begge plakater er brugt børn som symbol. På dansk med teksten „Mor! Stem dansk – tænk på mig”. Og som kontrast er der den tyske plakat med den klare bekendelse „Ich bin deutsch”.