Internationale Bildungsstätte Jugendhof Scheersberg: Zentrum für die kulturelle, soziale und politische Jugendbildung in Schleswig-Holstein

Angeln under nationalsocialismen

Anden etage

Slesvig-Holstén –en nazistisk højborg

Gadekampe og uroligheder
Også i Slesvig-Holstén står den såk. Weimar-Republik på en svag og gyngende grund. De første år er negativt prægede p. g. a. Versailles-fredstraktaten samt en galopperende hyperinflation i 1923 og virkningerne af grænseflytningen fra 1920. Efter en periode med politisk og samfundsmæssig stabilisering frem til 1928 kan effekterne af den verdensomspændende økonomiske krise mærkes meget tydeligt i Slesvig-Holstén i 1929. Og det er især i gaderne, at den politiske utilfredshed kommer til udtryk. Højre- og venstreorienterede er ofte i gadekamp med hinanden, og fra 1928 til 1933 omkommer næsten 50 menneskeri forb. m. sådanne optøjer.


På vej mod succes 
I 1925 grundlægger Hinrich Lohse (1896–1964) i Neumünster det slesvig-holsténske NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Kort efter udnævnes Lohse af Hitler til Gauleiter (fylkefører) i „Nordmark“ og i 1933 til provinsens overpræsident – embeder, som han beholder indtil 1945. Partimedlemstallene er moderate i starten, men det ændrer sig i tak med den mere målrettede agitation op imod slutningen af 1920rne. Især i landdistrikterne har nazistpartiets propaganda mange tilhængere.

Ved rigsdagsvalget i sommeren 1932 får NSDAP 51 % af stemmerne – hvilket vil sige, at et absolut flértal af de afgivne stemmer i Slesvig-Holstén er gået til nationalsocialisterne. En sørgelig 'topplacering', som ingen anden provins i det Tyske Rige på det tidspunkt opnår. Ikke helt ét år senere, ved rigsdagsvalget i marts 1933, går NSDAPs andel af stemmerne i Slesvig-Holstén yderligere opad. 

NSDAPs stemmeandele ved rigsdagsvalget den 5. marts 1933

= over 70 % af stemmerne
= over 60 % af stemmerne
= over 50 % af stemmerne
= under 50 % af stemmerne


Ideologien markedsføres
I landområderne er de forskellige ejerforhold en afgørende medvirkende faktor til NSDAPs succes. Modsat marskområderne og det østlige bakkeland (Hügelland), som det kaldes i Slesvig-Holstén, er der megen fattigdom i området mellem disse to, det såk. geest-område – og den økonomiske krise har kun gjort ondt endnu værre. Desuden gør nazisterne rigeligt brug af det folkloristiske element og det plattyske sprog til at udbrede deres ideologi – plus at der er masser af synlig NSDAP-'reklame' i form af opvisningsmarcher, fakkeloptog og fanatiske taler i byer og på landet. Nazisterne sælger sig selv som dem, der skaber ro og orden i Weimar-Republikkens samfundsmæssige og politiske kaos – og kan råde bod på den økonomiske krise.

01) Fotografiet (omkring 1930) viser en opvisningsmarch med nazisternes SA (Sturmabteilung) i Slesvig – mænd i uniform, med trommer og flag. Forbipasserende begynder spontant at marchére med, deriblandt også børn. En politibetjent ledsager optoget.

02) Ved rigsdagsvalget i marts 1933 når de afgivne stemmer til fordel for NSDAP i Kreis (amt) Südtondern og Flensburg-Land sågar op over 70 %. I 1933 er disse lokationer NSDAP-højborge, men amterne i geest-områderne og ved vestkysten er ikke langt bagefter. Kun i de større byer Flensborg, Kiel, Lübeck, Neumünster, Altona (Hamborg-område) og Wandsbek (Hamborg-område) samt i Slesvig-Holsténs såk. østlige bakkeland er forholdene påfaldende anderledes, idet NSDAP får færre stemmer disse steder.

NSDAP i Angeln

Sén succes for NSDAP
I Angeln-regionen kommer den brede tilslutning til nazistpartiet forholdsvis sent – dog således, at det ved marts-valget i 1933 er Landkreis Südtondern og Flensburg-Land, hvor NSDAP får de bedste valgresultater i hele Slesvig-Holstén. Modsat marsklandet og geest-området har Angeln stadigvæk en såk. blandingsøkonomi, d. v. s. regionens landbrug er fortsat bredtfavnende i form af en supplerende mejeribranche, dyreavl og korndyrkning. Andre regioner i Slesvig-Holstén satser derimod ret énsidigt på svinehold eller dyrkning af kål. Og netop disse meget specialiserede bedrifter er langt hårdere ramt af den verdensomspændende økonomiske krise i 1929 end landmændene i Angeln.

En yderligere årsag ligger i samfundsstrukturen. Slesvig-Holsténs østlige bakkeland og også Angeln-området har en lang tradition med godser. De store jordejere, som ofte også er toneangivende, når det drejer sig om politik, har efter gammel sædvane altid følt sig hjemmehørende og godt tilpas i andre national-konservative partier.

Manglende struktur
NSDAPs lokalforeninger i Südtondern og Flensburg-Land er til at begynde med snarere svagt end stærkt opstillet rent personalemæssigt – og desuden mindre velstrukturerede end andre lignende lokalforeninger. Det ændrer sig imidlertid i kølvandet på de store valgsucces'er i provinsens sydlige dele efter 1930. Den nordligste del af Slesvig-Holstén kommer i NSDAP-propagandaens søgelys, idet det her først og fremmest er grænsespørgsmåldet, som optager sindene.

NSDAPs andel af stemmerne ved rigsdagsvalgene i Region Angeln

Påskestormen – „Folket vil til folket”
NSDAPs grænsepolitiske ordfører i Slesvig-Holstén, Pastor Johann Leopold Peperkorn (1890 – 1967), kaster i 1933 atter olie på konfliktbålet mellem Danmark og det Tyske Rige, idet han siger, at Nordslesvig (Sønderjylland) atter bør komme tilbage til det Tyske Rige. Den opfattelse bakkes kraftigt op af Wilhelm Sievers (1896 – 1966), formanden for „Schleswig-Holsteiner Bund” og overborgmester i Flensborg. Der opstår radikale tysk-nationale grupper, som kræver en revision af grænsedragningen. Situationen tilspidses op imod påskedagene i 1933 med opvisningsmarcher og demonstrationer ved den dansk-tyske grænse – og hændelserne indgår i historieskrivningen under betegnelsen Ostersturm (påskestormen). Samtidig ender det slesvig-holsténske NSDAPs bestræbelser så alligevel med at blive dysset ned gennem et indgreb fra Berlin. Nazistregimet ønsker nemlig ingen strid med Danmark.

01) Allerede i 1929 anvender nazisterne moderne valgkampmetoder i Flensborg. På lastbilen ses et væld af symboler og slagord for NSDAP. Og m. h. t. målgrupperne favner man bredt, idet teksten „Arbeiter der Stirn und der Faust” indikerer, at man gerne vil nå ud til både hjernearbejdere (Stirn = pande) og håndværkere (Faust = næve). Men trods nazisternes ihærdige indsats opnår de ved martsvalget i 1933 et forholdsvis lavt stemmeresultat i Flensborg med 'kun' 48,5 % til NSDAP.

225.000 tvangsarbejdere i Slesvig-Holstén 

Hverdagslivet under 2. VerdenskrigForsåvidt angår deciderede krigshandlinger forbliver Angeln-regionen stort set uberørt af disse – dog således, at det ret hurtigt kan mærkes, at de forsvarsduelige mænd indkaldes til militæret. I de senere krigsår rekrutteres drenge og piger allerede fra 15-års-alderen til militære opgaver som f. eks. luftværnsskyts. Manglen på mandlig arbejdskraft gør sig især gældende indenfor landbruget, og ofte er det kvinder, som nu må overtage ledelsen af en bedrift og også udføre fysisk arbejde – selvom det egentlig er i strid med nazipropagandaens kvindebillede.

Tvangsarbejde i Flensborg
Især i våbenindustrien og indenfor samfundets primære forsyningsopgaver mangler der arbejdskraft, som nu må findes andre steder. I Flensborg by bliver det tydeligt, at der er brug for tvangsarbejdere, og under 2. Verdenskrig placeres næsten 3.550 mennesker under tvang i forskellige erhvervsvirksomheder. Frem til 1944 er næsten halvdelen af de 225.000 tvangsarbejdere i Slesvig-Holstén beskæftiget indenfor landbruget, og i Flensborg har tvangsarbejde på andre områder allerede været anvendt siden 1939, især i forb. m. byggeri af kaserner og militærbarakker. Men også trafikinfrastrukturen og energiforsyningen i byen skal holdes kørende. På Flensborg Skibsværft stiger antallet af arbejdende personer fra 145 i 1934 til 2.500 i 1943 – og størstedelen er tvangsarbejdere.

Fra og med 1940 begynder man også at oprette fangelejre – dog således, at den konsekvente og systematiske udvidelse af dem først kommer i gang med tilstrømningen af sovjetiske krigsfanger og tvangsarbejdere. Den såk. „østarbejderlejr” kan betegnes som Flensborgs største fængsel under krigen, idet over 1.200 mennesker her sidder indespærret i 12 barakker på Eckernförder Landstraße.

Bombekrig
I og med, at der er tale om et landområde, hvor der desuden næsten ikke findes nogen våbenindustri, sker der ingen bombenedkastninger i Angeln-regionen – med undtagelse af Flensborg. Den 19. maj 1943 bombarderes byen af amerikanske fly, som udfører målrettede angreb på skibsværftet og energiforsyningsanlæg, hvilket gør, at byens gamle centrum næsten forbliver uskadt. Anderledes er situationen i Slesvig-Holsténs hovedstad Kiel, som 'tæppe'bombarderes jævnt over hele byområdet og hvor store dele af byen således bliver ødelagt. Desuden omkommer mange civile under angrebene.

01) Billedet viser et butiksvindue i Flensborg i 1942. „Én vilje: Sejr” siger, hvilken retning nazipropagandaen går i. Den har til hensigt at hverve unge mænd til frivillig tjeneste i „Waffen-SS”, der gælder som kampelite. Forrest på billedet ses et stormgevær, i baggrunden en gasmaske. Vinduet er desuden forsynet med heltefotografier og propagandaplakater, som henvender sig til målgruppen.

02/03) Den ideologisk motiverede racediskrimination kommer til udtryk gennem de to påsyede mærker, som altid skulle bæres synligt. Det viste „P” skulle alle polske tvangsarbejdere have på, „OST” stod for alle „østarbejdere”, som blev tvangsflyttet fra Sovjetunionen.

„Reichshauptstadt Flensburg“

„Flensborg-regeringen” 
Den 30. april 1945 tager Adolf Hitler (1889–1945) sit eget liv. Inden sit selvmord har han i form af et „politisk testamente“ udnævnt storadmiral Karl Dönitz (1891–1980) til sin efterfølger som rigets præsident og øverstkommanderede af den tyske værnemagt. Den af Dönitz indsatte midlertidige regering tager i de næste dage flugten til marineskolen i Flensborg-Mürwik og omkringliggende områder i Angeln. På den måde bliver Flensborg i tre uger nærmest til en provisorisk hovedstad for det Tyske Rige.

23 dage
I perioden mellem bekendtgørelsen af Hitlers selvmord den 1. maj og anholdelsen af hans efterfølger Dönitz den 23. maj er Flensborg og Angeln centrale skuepladser på den synkende skude kaldet det „Tredje Rige“. På trods af Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj er der hos de Allierede i starten ikke nogen klarhed om, hvad man nu skal gøre med denne „Reichsregierung”.

I de sidste krigsdage ankommer der tog med såk. rydningstransporter fra koncentrationslejren (KZ) i Neuengamme til Flensborg. Fangerne placeres under umenneskelige forhold på skibet „Rheinfels” i Flensborg havn. Ikke langt derfra, om bord på destroyeren „Paul Jacoby”, dømmes tre matroser til døden for sabotage og henrettes den 5. maj på marineskydebanen ved Tremmeruper Weg. En katastrofe er også de „mobile standretter“, som uden officiel ordre fra nogen myndighed på stedet henretter personer, som ikke kan legitimere sig. Denne vilkårlige fremgangsmåde kommer så sent som den 22. maj til at koste en ung mand fra Grundhof livet.

De Allierede sætter kun langsomt og lidt efter lidt en stopper for Dönitz-regeringens ugerninger. Først den 23. maj arresteres Dönitz og hans ministre på marineskolen. Den fortumlede slesvig-holsténske befolkning befinder sig helt i vildrede ét eller andet sted mellem stor lettelse, sorg over omkomne pårørende og frygt for de Allierede. Ikke desto mindre bakker store dele af folket frem til det sidste op om naziregimet.

„Værnemagtens overkommando skal hermed bekendtgøre: Siden midnat er al anvendelse af våben ophørt på alle fronter. Efter storadmiralens ordre har værnemagten indstillet den kamp, som var blevet umulig at vinde. (...) Dette var ordlyden af værnemagtens sidste beretning i denne krig. (…)“

Forkortet citat: Uddrag af den sidste beretning fra værnemagtens overkommando; oplæser var Klaus Kahlenberg, speaker hos radiostationen Reichssender Flensburg, den 9. maj 1945.

„Rattenlinie Nord”
En lang række af nazismens bødler og topfolk flygter til Slesvig-Holstén ad den såk. „nordgående rotterute“. Rigsregeringen samles især i Angeln-regionen samt i Flensborg by, dériblandt den tidligere militærudrustningsminister Albert Speer (1905–1981), som på standsmæssig vis tager ophold på Lyksborg Slot (Glücksburg), samt lederen af værnemagtens generalstab, generaloberst Alfred Jodl (1890 – 1946), som – i lighed med Dönitz – opholder sig på marineskolen i Mürwik.

Også Schutzstaffel-topfolkene (SS) flygter til Slesvig-Holstén."Reichsführer SS" Heinrich Himmler (1900–1945) undgår i første omgang at blive arresteret ved at gemme sig på forskellige bondegårde i Ellgaard ved Esgrus, Hüholz ved Ausacker samt i Kollerup ved Großsolt. Den tidligere lagerchef (kommandant) i Auschwitz-koncentrationslejren, Rudolf Höß (1890–1947) – ikke at forveksle med Rudolf Hess –, opholder sig under falsk identitet på en bondegård i byen Gottrupel ved Flensborg. Under navnet Fritz Lang arbejder Höß som karl (landbrugsmedhjælper) – og afsløres først i marts 1946.

01) I baggården til, hvad der i dag er Flensborgs politigård, anholdes Karl Dönitz (t. h.), bag ham Alfred Jodl (t. v.) og Albert Speer (i midten) af britiske soldater. Det er den 23. maj 1945, to uger efter den betingelsesløse kapitulation, og dagen markerer afslutningen på den bizarre „Reichsregierung Dönitz” i „særområdet” (Sondergebiet) Flensborg-Mürwik.